Politiken den 17. maj 2008
Da opdyrkningen gik for vidt
Med flid og bid fortæller Kjeld Hansen den tankevækkende historie om, hvordan Danmark mistede en del af sin sjæl. På grund af 30 års effektiv landvinding.
Af Michael Stolze
Strandliv. Kjeld Hansen fremhæver, at især landvindingen efter 1940 har været brutal og ødelæggende for Danmarks natur, mens mange af de ældre landvindinger gav plads til både agerland, ny natur og nye rekreative muligheder for befolkningen. Her udfolder strandlivet sig livligt ved Østersøen på ydersiden af Lollands 62 kilometer lange syddige fra 1878. Foto: Fra bogen/Markersen & Søn
Med baggrund i vor
tids natursyn retter Kjeld Hansen med tysk grundighed en skarp kritik
mod statens landvinding, der ødelagde store naturværdier i Danmark fra
1940 til 1970.
Det er blevet til en tankevækkende og velskrevet, men uhyggelig lang bog om 30 år, der ændrede det danske landskab.
Miljøjournalisten og forfatteren Kjeld Hansen er kendt som terrieren, der går til sagerne, og ikke mindst personerne bag sagerne, med usædvanlig ildhu. Han er grundig og lægger ikke fingrene imellem, og nu har han gjort det igen. Denne gang med en kleppert af en bog, ’Det tabte land’, på hele 848 sider.
Bogens første kapitler handler om tiden før 1940. De fleste har hørt udtrykket »Hvad udad tabes, må indad vindes«. Og mange kender historien om den energiske Enrico Mylius Dalgas, der tog talemåden til sig for at samle nationen til handling efter nederlaget i 1864.
Et ukueligt folk
Vi elsker denne smukke historie om os selv. Den passer bare ikke. Dalgas brugte aldrig talemåden. Derimod lancerede Hedeselskabet elegant mottoet (der stammer fra et digt af H.P. Holst fra 1872) og pyntede dermed på danmarkshistorien og danskernes opfattelse af sig selv som et ukueligt folk, der klarer enhver modgang.
Det er al ære værd, at Kjeld Hansen grundigt afliver myten om Dalgas, mottoet og 1864. Det er aldrig sjovt at slagte populære myter, og det er utvivlsomt derfor, at historien har overlevet flere attentater og stadig florerer i litteraturen.
Resten af bogen er helliget en meget omfattende dokumentation af landvindingsarbejdet i Danmark med detaljerede oplysninger om mændene (kun mænd!) bag mange af de mere end 174 inddæmninger af havområder og over 200 udtørringer af søer, der blev gennemført i årene fra 1940 til 1970 samtidig med tusindvis af dræninger og åudretninger.
Kjeld Hansen har brugt fire år på bogen og været gennem et kolossalt arkivmateriale. Med et levende sprog, flittig brug af historisk nutid og velvalgte citater fra et utal af breve, artikler og bøger præsenterer han tankerne, projekterne og ikke mindst personerne bag landvindingssagerne. Det er en kraftpræstation og en guldgrube af indsigt.
Projekterne blev skudt i gang 19. november 1940 med loven om statsstøtte til landvinding. De blev gennemført med forbavsende få indvendinger fra Danmarks Naturfredningsforening. I de meget store projekter som tørlægningen af Fiil Sø og udretningen at Skjern Å var foreningen fremme med vægtige protester, men dog uden afgørende betydning. Fiil Sø blev tørlagt, og Skjern Å blev rettet ud.
Massiv statsstøtte
Med vor tids natursyn bliver man forarget over de mange landvindingsprojekter, der blev gennemført med massiv statsstøtte til private storbønder. Ofte var målet mere at sikre en høj beskæftigelse end at skaffe agerjord. Mange projekter var besværlige, og ofte stod udbyttet ikke mål med omkostningerne. Nogle steder var det direkte spild af penge, og med udretningen af Skjern Å var resultatet katastrofalt for engene, åen og Ringkøbing Fjord, fordi vandstandssænkningen førte til enorm okkerforurening.
Kjeld Hansen har gravet sig igennem denne interessante epoke af Danmarks historie med en prisværdig grundighed. Hans ærinde er, at vi skal blive kloge af at kende historien.
Det er »ikke ligegyldigt, hvad historien bygger på – myter eller solide kendsgerninger«, skriver han i bogens forord.
Så sandt. Men ét er fakta, andet tolkning. Myter må erkendes som – myter. Og så må man analysere det faktuelle og forsøge at forstå historien i forhold til datiden. Her skuffer forfatteren mig, fordi forståelsen for det skete fylder så lidt i forhold til bogens (forståelige) tone af bitterhed og bebrejdelser over for landvindingens mange mænd.
I forordet skriver Kjeld Hansen således: »Stort set alt, hvad vi i dag kæmper med af miljøgæld ude i det danske landskab, kan føres tilbage til denne epoke. På grund af mændene i Statens Landvindingsudvalg må vi afsætte milliarder af kroner til naturgenopretning, vandmiljøplaner, naturplaner, vandrammedirektiv, habitatdirektiv og biodiversitetskonvention«.
Her kammer forfatterens had mod landvindingen over. Vel skete der store og fatale overgreb mod naturen ved landvindingssagerne, men naturens forarmning har rod i mange andre ting, f.eks. firedoblingen af gødningsforbruget, indførelse af sprøjtemidler, massivt accelererende forurening frem mod 1970 og uklog plan- og miljølovgivning.
Landvindingen blev udført af ildsjæle med datidens udbredte syn på naturen som noget, der skulle tæmmes og opdyrkes til gavn for menneskeheden.
Medaljens bagside
Opdyrkningen og udviklingen af velfærdsstaten var ikke onde menneskers værk. Først omkring 1970 blev alle bevidste om, at medaljen havde en bagside med forurening og enorme naturødelæggelser.
Så indtil sidst i 1960’erne var protesterne svage. Det er anderledes nu, hvor ’naturgenopretning’ er blevet et plusord blandt borgere og mange politikere. Skjern Å er genoprettet og skal endog være nationalpark. Flere andre åer og søer er blevet genskabt, og måske bliver Fiil Sø også ført tilbage til noget, der ligner gamle dage.
Det må være mærkeligt for de gamle helte, der omskabte vild natur til agerland. Men vi har indset, at opdyrkningen gik så vidt, at Danmark mistede en del af sin sjæl, og vi giver nu noget af det vundne land tilbage til naturen.
Sådan slutter ’Det tabte land’. Lidt abrupt og uden egentlige vurderinger af dansk natur i nutiden eller fremtiden.
Vi skal kende og forstå historien. Men kun for at forholde os til nutiden og se fremad. Forstår vi egentlig, hvad natur er i Danmark? Hvad vil vi med vores land? Er den korte periode med naturpleje og naturgenopretning ved at blive afløst af en ny opdyrkningsbølge og et indskrænket nyttesyn?
Med de alt for få penge til naturbeskyttelse og naturgenopretning og med den omfattende opdyrkning af Danmarks natur, der er begyndt nu i 2008, ser det pludselig sort ud. Det forholder Kjeld Hansen sig ikke klart til.
Det rokker dog ikke ved, at vi kan lære meget af ’Det tabte land’, som jeg hermed vil anbefale alle tålmodige beslutningstagere, historikere og andre sjæle at pløje sig igennem.
De dyrekøbte fejltagelser må ikke gentage sig.
Det er blevet til en tankevækkende og velskrevet, men uhyggelig lang bog om 30 år, der ændrede det danske landskab.
Miljøjournalisten og forfatteren Kjeld Hansen er kendt som terrieren, der går til sagerne, og ikke mindst personerne bag sagerne, med usædvanlig ildhu. Han er grundig og lægger ikke fingrene imellem, og nu har han gjort det igen. Denne gang med en kleppert af en bog, ’Det tabte land’, på hele 848 sider.
Bogens første kapitler handler om tiden før 1940. De fleste har hørt udtrykket »Hvad udad tabes, må indad vindes«. Og mange kender historien om den energiske Enrico Mylius Dalgas, der tog talemåden til sig for at samle nationen til handling efter nederlaget i 1864.
Et ukueligt folk
Vi elsker denne smukke historie om os selv. Den passer bare ikke. Dalgas brugte aldrig talemåden. Derimod lancerede Hedeselskabet elegant mottoet (der stammer fra et digt af H.P. Holst fra 1872) og pyntede dermed på danmarkshistorien og danskernes opfattelse af sig selv som et ukueligt folk, der klarer enhver modgang.
Det er al ære værd, at Kjeld Hansen grundigt afliver myten om Dalgas, mottoet og 1864. Det er aldrig sjovt at slagte populære myter, og det er utvivlsomt derfor, at historien har overlevet flere attentater og stadig florerer i litteraturen.
Resten af bogen er helliget en meget omfattende dokumentation af landvindingsarbejdet i Danmark med detaljerede oplysninger om mændene (kun mænd!) bag mange af de mere end 174 inddæmninger af havområder og over 200 udtørringer af søer, der blev gennemført i årene fra 1940 til 1970 samtidig med tusindvis af dræninger og åudretninger.
Kjeld Hansen har brugt fire år på bogen og været gennem et kolossalt arkivmateriale. Med et levende sprog, flittig brug af historisk nutid og velvalgte citater fra et utal af breve, artikler og bøger præsenterer han tankerne, projekterne og ikke mindst personerne bag landvindingssagerne. Det er en kraftpræstation og en guldgrube af indsigt.
Projekterne blev skudt i gang 19. november 1940 med loven om statsstøtte til landvinding. De blev gennemført med forbavsende få indvendinger fra Danmarks Naturfredningsforening. I de meget store projekter som tørlægningen af Fiil Sø og udretningen at Skjern Å var foreningen fremme med vægtige protester, men dog uden afgørende betydning. Fiil Sø blev tørlagt, og Skjern Å blev rettet ud.
Massiv statsstøtte
Med vor tids natursyn bliver man forarget over de mange landvindingsprojekter, der blev gennemført med massiv statsstøtte til private storbønder. Ofte var målet mere at sikre en høj beskæftigelse end at skaffe agerjord. Mange projekter var besværlige, og ofte stod udbyttet ikke mål med omkostningerne. Nogle steder var det direkte spild af penge, og med udretningen af Skjern Å var resultatet katastrofalt for engene, åen og Ringkøbing Fjord, fordi vandstandssænkningen førte til enorm okkerforurening.
Kjeld Hansen har gravet sig igennem denne interessante epoke af Danmarks historie med en prisværdig grundighed. Hans ærinde er, at vi skal blive kloge af at kende historien.
Det er »ikke ligegyldigt, hvad historien bygger på – myter eller solide kendsgerninger«, skriver han i bogens forord.
Så sandt. Men ét er fakta, andet tolkning. Myter må erkendes som – myter. Og så må man analysere det faktuelle og forsøge at forstå historien i forhold til datiden. Her skuffer forfatteren mig, fordi forståelsen for det skete fylder så lidt i forhold til bogens (forståelige) tone af bitterhed og bebrejdelser over for landvindingens mange mænd.
I forordet skriver Kjeld Hansen således: »Stort set alt, hvad vi i dag kæmper med af miljøgæld ude i det danske landskab, kan føres tilbage til denne epoke. På grund af mændene i Statens Landvindingsudvalg må vi afsætte milliarder af kroner til naturgenopretning, vandmiljøplaner, naturplaner, vandrammedirektiv, habitatdirektiv og biodiversitetskonvention«.
Her kammer forfatterens had mod landvindingen over. Vel skete der store og fatale overgreb mod naturen ved landvindingssagerne, men naturens forarmning har rod i mange andre ting, f.eks. firedoblingen af gødningsforbruget, indførelse af sprøjtemidler, massivt accelererende forurening frem mod 1970 og uklog plan- og miljølovgivning.
Landvindingen blev udført af ildsjæle med datidens udbredte syn på naturen som noget, der skulle tæmmes og opdyrkes til gavn for menneskeheden.
Medaljens bagside
Opdyrkningen og udviklingen af velfærdsstaten var ikke onde menneskers værk. Først omkring 1970 blev alle bevidste om, at medaljen havde en bagside med forurening og enorme naturødelæggelser.
Så indtil sidst i 1960’erne var protesterne svage. Det er anderledes nu, hvor ’naturgenopretning’ er blevet et plusord blandt borgere og mange politikere. Skjern Å er genoprettet og skal endog være nationalpark. Flere andre åer og søer er blevet genskabt, og måske bliver Fiil Sø også ført tilbage til noget, der ligner gamle dage.
Det må være mærkeligt for de gamle helte, der omskabte vild natur til agerland. Men vi har indset, at opdyrkningen gik så vidt, at Danmark mistede en del af sin sjæl, og vi giver nu noget af det vundne land tilbage til naturen.
Sådan slutter ’Det tabte land’. Lidt abrupt og uden egentlige vurderinger af dansk natur i nutiden eller fremtiden.
Vi skal kende og forstå historien. Men kun for at forholde os til nutiden og se fremad. Forstår vi egentlig, hvad natur er i Danmark? Hvad vil vi med vores land? Er den korte periode med naturpleje og naturgenopretning ved at blive afløst af en ny opdyrkningsbølge og et indskrænket nyttesyn?
Med de alt for få penge til naturbeskyttelse og naturgenopretning og med den omfattende opdyrkning af Danmarks natur, der er begyndt nu i 2008, ser det pludselig sort ud. Det forholder Kjeld Hansen sig ikke klart til.
Det rokker dog ikke ved, at vi kan lære meget af ’Det tabte land’, som jeg hermed vil anbefale alle tålmodige beslutningstagere, historikere og andre sjæle at pløje sig igennem.
De dyrekøbte fejltagelser må ikke gentage sig.