Forordet fra "Det tabte land" og et par uddrag fra bogens kapitler

Historien skaber vores identitet, hvad enten vi vil det eller ej. Den er grundlaget for vore værdier og vores kultur. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad historien bygger på - myter eller solide kendsgerninger.

Det gælder også den store fortælling om magten over det danske landskab.

Den sande historie rummer muligheden for, at vi bliver klogere og undgår at gentage vore historiske dumheder, for ikke at sige katastrofer. Men det forudsætter, at fortælleren arbejder flittigt, ærligt og grundigt. Det har jeg forsøgt med denne bog.

Den beskriver, hvordan det kunne gå til, at et lille land som Danmark mistede sin natur. Hvornår foregik det? Hvad skete der? Hvem stod bag? Og svaret på det helt store spørgsmål: Kunne det betale sig?

Her er en forsmag på, hvad jeg fandt ud af:

 I det danske landskabs historie findes der ingen epoke, der tåler sammenligning med årene fra 1940 til 1970. I denne periode regerede Statens Landvindingsudvalg over alt i det danske landskab, med stort set uindskrænket magt og udenfor enhver rimelig demokratisk kontrol. Hvad der skulle have været en to-årig kriseforanstaltning, udelukkende for at imødegå skadevirkningerne af den tyske besættelse, blev hårdnakket håndhævet som en rettighed i mere end 30 år.

For nogle få velhavende jordejere betød landvindingsudvalgets støtte en betydelig økonomisk gevinst. For danskernes natur fik den fatale følger.

Aldrig er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort, så mange enge drænet, så mange overdrev pløjet op og så mange søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere. Og med forarmelsen af naturen forsvandt dyrene, fuglene, insekterne og planterne.

 Aldrig nogensinde er der over så kort en periode gjort større indhug i vor fælles kulturarv. En eneste generation lagde øde, hvad snese af generationer næppe vil kunne bringe på fode igen.

Stort set alt, hvad vi i dag kæmper med af miljøgæld ude i det danske landskab, kan føres tilbage til denne epoke. På grund af mændene i Statens Landvindingsudvalg må vi afsætte milliarder af kroner til naturgenopretning, vandmiljøplaner, naturplaner, vandrammedirektiv, habitatdirektiv og biodiversitetskonvention. Det er altså ikke synder fra en fjern fortid, der afbetales på. Hovedstolen i nutidens miljøgæld blev stiftet i de 30 år, hvor landvindingssagens proselytter herskede over landskabet.

               Stevns, januar 2008                            Kjeld Hansen

Landvinderen i Buick - historien om Markersen

 ”I DE VARME SOMRE i 1930’erne kortlægger ingeniør H.M. Markersen 'inddæmningsmuligheder' over det meste af landet.

Som en anden Lykke-Per, men med hele familien på slæbetov, giver den enarmede ingeniør Markersen sig hen i sine storstilede visioner for det endnu uberørte land. Helt ud i de fugtige hjulspor ved fjorden og op gennem de yderste klitter langs med havet kravler Buicken, møjsommeligt og med hyppige stop. Med den evige cigar i munden styrer Markersen selv det tonstunge automobil fra den ene fjordbred til den næste.

Familien venter trofast inde på land, mens Hans Majestæt, som de kærligt kalder den egenrådige patriark, og snart også sønnen Knud Harald, vader derud hvor kun knortegæs og pibeænder kommer for at græsse vadegræs på det lave vand. Troldmanden og hans lærling henter jordprøver og måler bunddybder. Knud Harald har tidligt måttet lære at give en hånd med.

Man kan se scenen for sig: De gule vipstjerter flyver ængsteligt pippende op, allerede når Markersen skræver over pigtrådshegnet. På de frodige enge nivellerer han, skridter afstandene ud gennem klynger af hindeknæ, strandasters og stærkt duftende strandmalurt, mens han forestiller sig dæmningernes lige linjer skære på tværs. Viber skriger, rødben tyttelytter, mens engens politibetjent – den store kobbersneppe – styrtdykker mod den flittige fredsforstyrrer. Som anede den, hvad den trivelige ingeniør brygger på af planer.

Markersen kortlagde også de enge, hvor storkefamilierne fra Randers, Mariager og Hobro i hine tider samledes i store augustflokke for at øve flyvekunsten, før trækket gik sydover. På mange af de vidstrakte engdrag, han besøgte i 1930’erne, må han have set de kønne fugle spankulere omkring. De gode 'inddæmningsmuligheder' var jo netop storkeland.”

Plastproppen i afløbet - genskabelsen af Tofte Sø

”Et helt nyt kapitel i sagaen om Danmarks natur blev åbnet den augustdag i 1972, da Lindenborg-skytten Peter Knudsen og hans gode ven Hans Flou satte prop i afløbet fra den udtørrede Tofte Sø i Lille Vildmose¹.

I al hemmelighed stoppede Knudsen og Flou mindst 100 meter sort roekuleplast ind i den store rørledning under en af de markveje, der dengang krydsede den tørlagte søbund. En svær egepæl blev hamret ned til at holde plastproppen på plads, og så var det ellers bare med at skovle jord på. Knudsen og Flou knoklede, så sveden sprang dem af panden.

Alle spor var slettet efter de to naturaktivisters indsats, da fru Jette Flou kom kørende ud af markvejen over den tørlagte sø i sin mørkegrønne MG sportsvogn med kolde øller og højt belagt smørrebrød; svigerforældrene havde holdt sølvbryllup dagen før, og der var blevet nogle gode stykker tilovers. Skål på veludført arbejde, og skål på den første naturgenopretning i Danmark – indtil videre måtte ingen dog vide noget.

Men i løbet af efteråret gjorde plastproppen sin virkning. Den fugtige eng blev våd, og snart stod der klart vand på de laveste pletter. Lindenborg-skytten kunne nu gå til nådigfruen på det hvide slot og foreslå, at man lod søen genskabe. Området var efterhånden så vandlidende, at det ikke længere kunne betale sig at opretholde høslettet, det kunne enhver jo se. Og engen var alligevel ved at gro efter i pilekrat og rødel.

Forslaget blev vel modtaget, og i sommeren 1973 satte Lindenborg Gods stigbord i kanalen for at kunne styre vandstanden. Ingen højere myndighed blev spurgt om lov, hverken Gud, kongen, amtet eller nogen anden.

Hvor naturen endte i 1769, kunne den nu tage en ny begyndelse. Den brudte cirkel var atter helet. 204 år var der gået, fra den første Heinrich Carl tørlagde Tofte Sø til enken efter den sidste Heinrich Carl gav lov til at oversvømme den igen. Vel var det mere en fiks ide end et gennemtænkt og målrettet projekt for at fremme biodiversiteten i Lille Vildmose, men tanken var den rigtige.

Genskabelsen af Tofte Sø blev begyndelsen til en ny epoke. Dog skulle der gå 15-20 år, før forandringens hjul havde samlet tilstrækkeligt momentum til at rulle ud over det ganske land. Først efter TV-billeder af en fiskekasse fuld af døde jomfruhummere kom ordet ”naturgenopretning” ind i sproget. Snart efter fulgte millioner af kroner til at realisere det nye begreb.”

Landskabet er vores arv

”I nutidens naturdebat lød det igen og igen, ”vi skal ikke gøre landskabet til et museum”.

Bortset fra den negative klang, der helt urimeligt tillægges begrebet museum, tjener den slags slagord til at bortlede opmærksomheden fra den helt væsentlige erkendelse, at man slet ikke kan gøre et landskab til et museum. Landskabet ER et museum og vil til alle tider være et museum.             

 Landskabet er det sted, der rummer hele samfundets materielle arv. Byer, veje, broer – men også Himmelbjerget, Skagens Gren, Kronborg Slot, Dyrehaven, Dybsø Fjord, Hammershus, Møns Klint, Kolindsund, Hjerl Hede, Lille Vildmose, osv. osv. Arven i landskabet kan synes uendelig rig og mangfoldig, og opleves som noget berigende i form af nedarvede værdier gennem generationer. På den anden side er der også den ”tunge” arv, det bundne og det forpligtende i form af snærende bånd, mange måske ønsker at bryde¹.

Men uanset hvor man står i den debat, vil landskabet altid være et museum over den fælles arv.

Spørgsmålet er derfor snarere, om det skal være et godt eller et dårligt museum. Skal montrerne bugne af farvestrålende mangfoldighed, eller er vi tilfredse med et museum med halvtomme hylder? Eller søger vi noget midt i mellem, der hverken er godt eller dårligt, altså det ligegyldige? Umiddelbart lyder det enkelt nok, og i praksis er det blot et spørgsmål om at genbruge og videreudvikle landskabet i respekt og forståelse for kulturarven. Men i virkelighedens verden udkæmpes der til stadighed en benhård kamp om, hvilke interesser der skal præge det danske kulturlandskab. Bønderne eller borgerne, de få eller de mange.

Sådan havde det været siden 1850, da den vilde spekulationsbølge var begyndt at skylle ud over landet, og sådan havde det også været i de 30 år fra 1940 til 1970, da Statens Landvindingsudvalg førte det store ord. Hvordan så det danske landskab så ud, efter mere end 100 års hersen og regeren i landvindingssagens navn? Hvad var der på hylderne i museet?”