Frederiksborg Amts Avis 29. april 2008:

Naturens triste historiebog

I et stort bogværk, der udkommer i morgen, beskriver miljøforfatteren Kjeld Hansen , hvordan 30 års systematisk indvinding af fjorde, søer og moser til landbrugsjord har forringet danske naturværdier.

Af Henrik Fisker

Det vakte opsigt, da Kjeld Hansen i november 2003 i sin bog »Der er et yndigt land« beskrev, hvilket kolossalt tab den danske natur havde lidt som følge af den statsfinansierede indvinding af adskillige fjorde, søer og moser. Her godtgjorde forfatteren, at der som oftest kun var kommet ringe marginaljorder uden stor landbrugsværdi ud af de fleste indvindinger, samtidig med at adskillige dyr, fugle og planter er i hastig tilbagegang eller helt udryddet som ynglefugl - den hvide stork som ét af de mest kendte eksempler.

Nu foreligger efterfølgeren til denne kortlægning af arternes tilbagegang: »Det tabte land« er en mammut af en historiebog, der beskriver, hvordan det kunne lade sig gøre, at det danske landskab på få årtier så grundlæggende ændrede karakter.

Beretningen tager sin begyndelse i midten af 1700-tallet, da den tyske grev Adam Moltke er landets egentlige regent, mens Frederik V har travlt med jagtselskaber, aparte seksuelle tilbøjeligheder og overdreven hang til spiritus.

Kongen forærer sin statholder og senere hofmarskal flere store godser, bl.a. Bregentved ved Haslev og Lindenborg Gods i Himmerland. I tilgift får greven Lille Vildmose, som han straks går i gang med at forvandle til frugtbar agerjord og dermed den første større landvinding i danmarkshistorien.

Herfra går historien om det danske landskabs historie videre og slutter først for få måneder siden.

Hovedvægten i bogen ligger dog i perioden fra 1940 til 1970 - de tre årtier, hvor Statens Landvindingsudvalg, ifølge forfatteren, havde nærmest uindskrænket magt til med skatteydernes penge at forvandle vigtige naturområder til landbrugsland. En epoke i Danmarks nyere historie, der startede med, at samlingsregeringen under den tyske besættelse ville skabe et beskæftigelsesprogram for at imødekomme social nød under krigen.

Landvindingerne fortsatte dog ufortrødent de næste 30 år - ivrigt tilskønnet af de to kræfter bag indvindingen: de troende, der af idealistiske grunde ville øge landbrugets samlede areal, og spekulanterne, der kun tænkte på at forøge egen vinding og rigdom.

Stor research

Kjeld Hansen er en systematisk forfatter, der betjener sig af en frygtindgydende grundighed i sin indsamling af oplysninger. Han har de seneste tre-fire år gennemrejst landet på kryds og tværs, har gået på samtlige 174 inddæmninger, beset alle pumpehuse, skuet ud over 200 udtørrede søer og talt med lokale folk overalt for at få øjenvidneberetninger om, hvordan det skete.

Derfor kan man i bogværkets 100 kapitler, fordelt på 848 sider, læse detaljeret om, hvordan store og små vandområder er blevet tørlagt, hvem der trak i trådene, og hvem der, som tiden gik, fik mere stemme i mod indvindingerne.

Forfatteren ruller et drama op mellem aktørerne: først og fremmest det store almægtige Hedeselskabet og dets driftige talsmænd og på den anden side Danmarks Naturfredningsforening, som blev stiftet som direkte modvægt mod landvindingsbevægelsen. Fortættet som i en kriminalroman beskrives de store dramaer om naturen - herunder alle intrigerne internt i disse to bastioner - baseret på forfatterens enorme skriftlige kildemateriale.

Bonushistorier

Bogen er hele vejen skrevet i en stringent sprog, der gør det let at sluge kapitel efter kapitel. Netop Kjeld Hansens grundighed gør, at læseren i tilgift får en række andre beretninger, som ikke direkte relaterer sig til bogens hovedtema: landindvindingen.

Det gælder f.eks. den i øvrigt spændende historie om mælkestrejken i 1961, hvor Landbrugsrådets præsident, Anders Andersen , spillede dobbeltspil ved at lade sine medlemmer hælde mælken i kloakken frem for på mejeriet, samtidig med, at han havde fået opfyldt de fleste af sine krav i en hemmelig aftale med statsminister Viggo Kampmann.

Heller ikke jordlovene, der to år senere faldt dramatisk ved en folkeafstemning, eller andelssvineslagteriet i Bjerrringbro, der i 1970 hældte urenset spildevand i Gudenåen, har direkte forbindelse til landvindings-spørgsmålet, men er naturligvis væsentlige elementer i den nyere historie om dansk miljøpolitik.

Men der er nok andet at tage fat på i bogen. Til det mere groteske hører forslag om at inddæmme hele Vadehavet, dele af Kattegat, så Læsø, Anholt og Samsø bliver landfaste med Jylland, Det Sydfynske Øhav, Smålandshavet og det meste af Øresund - projekter, som end ikke Hedeselskabet ville røre ved.

Så er der de projekter, som trods store investeringer slog fejl - f.eks. Saltbæk Vig ved Kalundborg og Bygholm Vejler i Hanherred, der i dag faktisk er blevet ét af Nordeuropas største fuglebiotoper. Endelig får vi beskrivelsen af de store genopretningsprojekter, hvor myndighederne i dag bruger penge på at rette op på skaderne.

Genslyngningen af Skjern Å er givetvis det mest ambitiøse i denne kategori, og Kjeld Hansen beskriver med troldsplinten i øjet, hvordan det lykkes de samme bønder med et par årtiers mellemrum at få statstilskud to gange til først udretning og dernæst genopretning af åen på deres jorder.

Partsindlæg

Forfatteren lægger på ingen måde skjul på sin egen holdning til det stof, som han behandler - se blot uddraget fra forordet i boksen her på siden - og dermed er det slået fast, at »Det tabte land« er et partsindlæg i debatten om forandringen af det danske landskab.

Men uagtet dette er bogen et værdifuldt dokument i en vigtig debat til forståelsen af den tilstand, som Danmarks natur befinder sig i.

Med bogens titel slår forfatteren netop fast, at betydningen af de berømte ord: »Hvad udad tabes, skal indad vindes« fra grundlæggeren af Hedeselskabet, Enrico Mylius Dalgas, faktisk kan diskuteres.