journalistik mm

bøger

hjem

foredrag 

konsulent-

ydelser

det tabte land

der er 

et yndigt land

andre 

udgivelser

Politikens Kronik 26/11 2007:     Efter stormflod og monsterregn

af Kjeld Hansen , journalist og forfatter

Efter den vådeste sommer i mands minde var folk i Holstebro Midtby, i Løgstør og i Nibe, helt enige om én ting med beboerne i Godsparken i Greve, i Hillerød og Horsens, samt de 25 ældre beboere på plejecenteret ved Christiansfeld:

                 Der er alt for meget vand i Danmark!

                 Falck-redningsfolkene kunne bevidne, at de havde ret. Oversvømmede kældre, ødelagte villagulve og fugtskadede sommerhuse i tusindvis samt et splinternyt plejecenter sat under vand lå tilbage, da styrtregnen var stilnet af. Kommunernes Landsforening kan bekræfte, at flere danske byer blev sat under vand i juli i år.

                 Også landmændene står med bitre minder efter den rekordvåde sommer. Sidst i oktober lå der stadig mange utilsåede marker landet over, fordi den vanddrukne jord var alt for risikabel at køre på.

                 Og i 2006 hærgede 2. november-stormfloden. Den udløste et rekordhøjt antal stormflodsofre. 4100 ansøgninger er væltet ind over Stormrådet, der regner med at skulle udbetale 620 mio. kr. i vandskade-erstatninger, alene for denne ene episode. Rådet er endnu ikke færdig med at behandle de mange sager fra november 2006. Siden da har der været yderligere fire stormflodshændelser, der alle berettiger til et endnu ukendt antal erstatninger. Den seneste stormflod forekom 9.-10. november og omfattede næsten alle indre farvande.

                 Man kan vist roligt gå ud fra at Stormrådets budget på en halv milliard erstatningskroner for 2007 allerede er sprængt.

                 Forsikringsbranchen kan bekræfte, at både stormflod og “monsterregn” har haft store økonomiske konsekvenser for danskerne. Så store, at man regner med at måtte hæve forsikringspræmierne.

                 De fleste har vel også forstået, at alt det vand har noget med klimaforandringerne at gøre. Eksperterne frygter, at det kun bliver værre i fremtiden. Over de næste 60 år forventes det, at ekstremregnen vil øges med 20 til 30 pct.

Det er kommunerne, der står med den gigantiske udfordring at dæmme op for vandmasserne.                  Kommunerne har næppe ret til at bruge boligejernes private kældre som regnvandsbassiner, men det er netop, hvad de gør, fordi kloakkerne er håbløst underdimensionerede og slet vedligeholdte. Ingen politikere har haft lyst til at allokere de nødvendige midler til at løse problemerne. Men det vil de blive tvunget til.

                 Danmarks “Mr. Kloak” forudser, at der her og nu skal investeres et tocifret milliardbeløb i renovering af de elendige kloakker og derefter bruges tre til seks mia. kroner - om året - for at holde dem i nogenlunde stund. For tiden allokeres der kun to mia., så efterslæbet vokser og vokser.

                 Professor Mogens “Mr. Kloak” Henze fra Danmarks Tekniske Universitet mener ikke, at folk vil blive ved med at finde sig i oversvømmelser, og det er jo en skarp analyse. Borgernes utilfredshed vil derfor tvinge kommunerne til at investere store beløb i kloakrør.

                 Men er større kloakker, dyre pumper og flere spildevandsbassiner den kloge løsning? Er det overhovedet en løsning?

                 Et mundheld siger, at når det blæser, kan man enten bygge diger eller vindmøller. Større kloakker er den traditionelle “dige-løsning” på problemerne, men man kunne med fordel vende problemstillingen om og spørge, om der ingen muligheder er i fremtidens våde udfordringer? Hvad er der af “vindmølle-løsninger”?

                 Groft forenklet står valget mellem større kloakrør, højere diger og dyre pumper - eller mere intelligente løsninger.

                 Fremtidssikrede løsninger med “added value”, hvor borgerne får mere for pengene end bare renoverede kloaker, vil måske endda vise sig væsentlig billigere at gennemføre. Inden vi hovedkuls alarmerer alverdens kloakmestre, vil det derfor være klogt - og økonomisk ansvarligt - at undersøge mulighederne. De findes og praktiseres allerede i andre land, som f.eks. Holland og Tyskland.

                 Først et par ord om selve problemet. Når klimaet forandrer sig, er det især to fænomener, der skaber ravage.

                 Efter hvad vi mener at vide, vil der komme mere regn, og bygerne vil falde mere koncentreret som ekstreme skybrud. Resultatet vil blive øgede oversvømmelser i baglandet langs vandløb og søer og inde i byer med underdimensionerede kloakker.

                 Samtidig stiger vandstanden i havet. Godt hjulpet af kraftigere storme vil vandmasserne true de gamle inddæmninger og lavtliggende områder langs kysterne. Det giver flere og større oversvømmelser, ofte efter digebrud, i fjordene og langs kysterne i de indre farvande.

                 Udfordringen er at skaffe sig af med de stigende mængder vand, før de skaber ravage, eller at opmaganisere vandmasserne så længe, at der er skaffet plads i vandløb og kloakker til at komme af med dem. Oversvømmelser kan ikke undgås, påpeger eksperterne, men man kan planlægge, hvor man vil have dem. I stedet for som nu at lade vandmasserne strømme tilfældige steder hen – som f.eks. ned i folks kældre og ind i deres sommerhuse.

                 Problemet er altså at skaffe plads til de øgede vandmasser. Det kan enten ske i nydimensionerede kloakrør til milliarder af kroner – Mr. Kloak-løsningen - eller ved at øge kapaciteten i eksisterende vandløb og søer samt ved anlæg af helt nye reservoirer og oversvømmelsesbassiner.

                 Hvad angår de inddæmmede arealer langs kysterne, kan man enten forhøje digerne og forstærke pumpekapaciteten i en uendelighed – eller slå hul på digerne og lede vandet hen, hvor det ikke gør skade. Den første løsning vil være ekstremt kostbar, den anden løsning mere perspektivrig - og billigere.

                 Samfundsøkonomisk er det hul i hovedet at bruge millioner af kroner på diger og dæmninger samt øget pumpekapacitet, hvor det drejer sig om at beskytte elendig landbrugsjord med en ofte tvivlsom dyrkningskapacitet. Og det er heller ikke klogt eller særlig sjovt at skulle bruge milliarder af skattekroner på nye kloakrør til rent regnvand. Næppe nogen politiker nærer en ønskedrøm om at skulle indvi en ny kloakledning til millioner af kroner.

                 Vælger man derimod de intelligente løsninger, får borgerne langt mere for pengene.

                 For det første og helt afgørende kommer vi af med vandmasserne på en kontrolleret og rimelig uskadelig måde. For det andet kan vi i tilgift – added value – styrke naturområderne og derigennem skabe masser af rekreative muligheder. For det tredje bliver der skabt arealer for nye og mere fremtidsorienterede erhvervsformål.

                 Det er hele tre positive gevinster for væsentlig mindre investeringer end den perspektivløse kloakrenovering og opgradering af pumpekapaciteten.

                 Samtidig vil intelligente løsninger som de ovenfor beskrevne bidrage ganske afgørende til at opfylde statens internationale og EU-dikterede forpligtelser, som aftalt i vandrammedirektivet, nitratdirektivet og biodiversitetskonventionen. Og når man ser på den enorme interesse og positive erhvervseffekt, som de allerede genskabte naturområder landet over har udløst, burde ingen tøve. Alene Naturprojekt Skjern Å tiltrækker flere end 100.000 gæster årligt.

Hvor stort er så det umiddelbare potentiale for intelligente løsninger, hvor man styrker naturgrundlaget, samtidig med at klimaforandringerne imødegås?

                 Landet over er der kortlagt omkring 200 tørlagte søer med et areal over 10 hektar . I princippet vil de fleste uden større tekniske besværligheder kunne aktiveres som reservoirer, altså genskabte søer. Her gælder det, at en god del ligger hen som udyrkbar landbrugsjord.

                 En kortlægning fra 2005 af de inddæmmede arealer over hele landet viste, at der i tidens løb er foretaget omkring 180 inddæmninger. En god del af disse, omkring hver tredje, udnyttes ikke som landbrug, fordi jorden er for dårlig. De ville med lethed kunne inddrages som reservoir-kapacitet i ekstreme stormflodssituationer. Hertil kommer et større antal inddigninger af lavtliggende fjordenge, især i de østjyske fjorde og i Limfjorden, som kunne bidrage til at skære toppen af problemerne i ekstreme situationer.

                 Hvad angår vandløb, er der registreret 48.000 km små, 14.500 km mellemstore og 1.500 km store vandløb herhjemme. Ialt 64.000 km naturlige afløbskanaler, om man vil. Men da 90 pct. af alle vandløbsstrækninger i tidens løb er blevet “reguleret”, dvs. rørlagt for mange små og mellemstores vedkommende, mens resten er udrettede, er deres magasinkapacitet reduceret ganske væsentligt. Men det kan der jo nemt laves om på. Det er teknisk set ganske ukompliceret at genslynge et udrettet vandløb, så kapaciteten øges.

                 Endelig er der muligheden for at skabe helt nye søer på steder, hvor der aldrig tidligere har været en sådan. De vil kunne bruges som regnvandsreservoirer, når det brænder på. Det har man f.eks. allerede gjort i Herning i form af den 36 hektar store Fuglsang Sø, der er gravet ud på den gamle hedeflade. Også de to store engsøer ved Århus og engsøerne i Nordsjælland kan indgå i et beredskab mod “monsterregn”.

                 Hvem går så ind for de intelligente løsninger med “added value”?

                 Listen er lang, men øverst står nok de titusinder af utilfredse borgere med oversvømmede kældre, ødelagte sommerhuse og udyrkelige marker. De bakkes op af Kommunernes Landsforening. Dernæst følger Danmarks Naturfredningsforening, Sportsfiskerforbundet, fuglevenner, jægere og turistforeninger. Formentlig vil man også kunne tælle forsikringsselskaberne med på positivsiden sammen med Stormrådet og det nyoprettede Videncenter for Klimatilpasninger i Miljøministeriet. Fagligt bakkes løsningerne entydigt op af landets fremmeste naturvidenskabelige forskere samt flertallet af rådgivende ingeniørvirksomheder.

                 Hvor finder man modspillerne? Frem for alt er tradition og træghed i de offentlige institutioner nok nytænkningens værste fjender. Kloak-folkene i de kommunale miljø-afdelinger sidder mange steder tungt på området. Deres vægt skal man ikke undervurdere. De bakkes op af gammeldags ingeniørfirmaer og mange private kloakmestre, der i årevis har haft monopol på at skaffe vandmasserne af vejen.

                 Men der er opbrud i branchen. For nylig udtalte formanden for Kommunalteknisk Chefforening, Mikael Jentsch, følgende:

                 “Udfordringen er, at indsatsen [mod oversvømmelserne, forf.] ikke kan ske ved at købe en ny dims hos en leverandør eller et rådgivende firma, men skal ske ved, at vi medtænker dette i alt, hvad vi gør og den måde, vi løser de kommunale planlægnings-, drifts- og anlægsopgaver på. Og det kræver kommunal beslutsomhed og mod at tage så grundlæggende fat.”

                 Landbrugets organisationer vil formentlig principielt være imod enhver løsning, der involverer landbrugsjord. Nogle ville nok mene, at netop landbruget burde være indstillet på at yde en frivillig indsats, da erhvervets omfattende søudtørringer, inddæmninger, vandløbsreguleringer, afvandinger og dræninger ud til offentlige vandløb i høj grad har bidraget til at skabe de store problemer med oversvømmelser. Men sådan spiller klaveret endnu ikke på Axelborg. Kun mod fuld kompensation undgår man en masse skrig og skrål fra den kant. Til gengæld plejer det at gå smertefrit, bare jordejerne får en masse penge. Man kunne så passende hente pengene ud af den generøse landbrugsstøtte.

Den største stopklods for intelligente løsninger er nok finansministeren, uanset hvad han eller hun hedder.

                 Finansministre hader den slags investeringer, der handler om luftige begreber som fremtidens klimaforandringer og styrkelse af naturgrundlaget. De vil hellere bruger milliarder på motorveje, broer og stålhård infrastruktur. Så der er næppe nogen vej udenom en konfrontation med statskassens vogter, uanset om det bliver Mr. Kloak eller fortalerne for de intelligente løsninger, der kommer til at stå for indsatsen. For penge skal der til.

                 Staten må til lommerne, hvis der skal rejses et tocifret milliardbeløb over de kommende år til at fremtidssikre landet - og folks kældre - mod vandmasserne. I de fleste kommuner betaler borgerne allerede rigeligt for afledning af spildevand, ofte omkring 50 kr. pr. kubikmeter, så den citron kan næppe presses yderligere.

                 Ifølge Kommunernes Landsforening vil kommunerne aldrig selv kunne klare opgaven indenfor de nuværende snævre budgetrammer. Og slet ikke oveni det andet tocifrede milliardbeløb, som KL har beregnet, at Vandrammedirektivet alene vil komme til at koste.

                 Uanset hvilken indsats, der vælges, kommer det til at koste kassen. Sikkert er det dog, at det vil blive endnu dyrere – i perspektivløse stormflodserstatninger, ødelagte villaer og sommerhuse, erhvervsbygninger, veje, osv. osv. - hvis vi fortsat sidder på hænderne. For slet ikke at nævne de menneskelige omkostninger for de ulykkelige, hvis hverdag bliver sat under vand.

                 Det enkle spørgsmål lyder, hvordan sikrer vi mest mulig merværdi for de milliarder af skatteyderkroner, der kommer til at rulle. Må jeg have lov til at anbefale de intelligente løsninger?