journalistik mm

bøger

hjem

foredrag 

konsulent-

ydelser

det tabte land

der er 

et yndigt land

andrer 

udgivelser

Aktuel Naturvidenskab, marts 2008:     Når forskere springer badut

af Kjeld Hansen , journalist og forfatter

 Hvad sker der med miljø og natur, når Danmark udvider sit dyrkede landbrugsareal med syv procent?

 Stort set ikke en pind. Det påstår projektchefen hos Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) i et notat til Fødevareministeriet.

                 På de fleste lægfolk virker det forbøffende, at en udvidelse af det dyrkede areal med 190.000 hektar – eller syv procent – stort set ingen betydning vil have. Kan det virkelig være sandt? Rent ud sagt forekommer det utroligt, at det nærmest ikke gør fra eller til for vandmiljøet, substralregnen og drivhuseffekten eller for flora og fauna, at ploven nu kan sættes i 190.000 hektar tidligere brakjord. Hvad med de sidste harer og agerhøns, der har deres hovedhabitat netop i brakken, tænker man ved sig selv? Bliver de heller ikke påvirket? 190.000 hektar svarer immervæk til mere end hele Lolland-Falster.

                 Men når DMU-forskerne siger 'ingen betydning', må det være rigtigt. Man kan vel stole på, at forskerne ved Århus Universitet har gennemført en seriøs, sandfærdig og dybtgående analyse af alle følgevirkninger ved denne dramatiske forøgelse af landbrugsarealet, før de lægger faglig anseelse til beroligende ministernotater? Forskerne har vel konsulteret alle deres omhyggeligt konstruerede modeller og opstillet diverse scenarier – for ellers var de vel ikke ægte forskere?

                 Og altsammen ikke bare på landbrugets præmisser, men også på basis af almindelig sund fornuft og ved en logisk fremskrivning af udviklingen med både best og worse case scenarier. Eller hvad?

                 Den chokerende kendsgerning er, at sådan spiller det faglige klaver ikke længere på Århus Universitet.

                 Ni døgn – siger og skriver 9 døgn – accepterede de otte implicerede DMU-forskere som frist for at udarbejde det afgørende faglige notat om den største potentielt skadelige forandring af miljø og natur i de senere årtier. Det siger sig selv med en sådan deadline, at de fik hverken tid til det ene eller det andet, ja, selv en så banal oplysning som brakarealernes fordeling geografisk og på jordboniteter var der ingen mulighed for at nå at fremskaffe.

                 Selve notatet blev sammenskrevet og færdigredigeret af DMU's projektchef, men de otte medarbejderne fik aldrig lejlighed til at læse teksten, endsige godkende den “politiske” bearbejdning af deres bidrag, før notatet var sendt videre til ministeren. Ydermere blev DMU-forskernes bidrag kogt sammen med andre ingredienser fra forskere fra henholdsvis Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Århus Universitet og Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet. Det hele blev rørt sammen til en stor gryderet, som ingen har en kinamands chance for at analysere, endsige efterprøve lødigheden af.

                 Alene på grund af tidspresset siger det også sig selv, at et sådan notat aldrig kan blive andet end en sludder for en sladder. Her er hverken dokumentation, kildehenvisninger eller håndfaste beregninger. Kun tro, skøn, formodninger og ønsketænkning. Både dette første (og et senere notat om brakjorden i fremtiden) er fyldt med ord som “forventet”, “sandsynligt”, “vurderes” og “skønnes”. I nok så høj grad er der tale om primitiv spåmandskunst med et stærkt stænk politisk diktat, som egentlige faglige redegørelser.

                 Det er ikke første gang, projektchefen på DMU bruger den brede pensel til et fatalt skønmaleri. Hvem husker ikke vandmiljøplanvurderingen i december 2000, hvor man voldtolkede midtvejsevalueringen af Vandmiljøplan II med de berømte ord: “Nu mangler der bare det sidste nøk for at nå målet”. Også dengang baserede man bombastiske udtalelser på hvis og hvis og hvis – og de kom aldrig til at gå i opfyldelse. Men beroligelsen virkede. Landbrugsrådet kunne læne sig selvtilfreds tilbage, mens myndighederne slap for at gøre noget ved vandmiljøproblemerne. Forskerne havde jo forsikret, at det nok skulle gå godt.

                 I dag, hvor DMU er en forskningsinstitution under Århus Universitet, burde det ikke længere være acceptabelt med den slags badutspring. De to braknotater har intet med forskning og kun meget lidt med rådgivning at gøre, ihvertfald hvis den skal foregive at være åben, fair og til at efterprøve for alle. Spørgsmålet er vel, om DMU overhovedet bør fortsætte med at yde “forskningsbaseret myndighedsrådgivning” mod betaling, når det foregår på et så åbenlyst underlødigt niveau